Mit Liv og Levned

Mit Liv og Levned.

(Skrevet af Signe Bjerre, født Knudsen,

datter af Knud Knudsen og Marie Kirstine Jensen Mølby.)

Kære Charlotte og Jer alle.

Du har bedt mig om, at skrive lidt om mit liv og levned, nu vil jeg prøve.

Jeg er nødt til at begynde helt fra min første Barndom, og det vil mest dreje sig om min mor og hendes Sygdom.

Hvor gammel jeg var, da hun blev syg, kan jeg ikke huske, men ca. 3 aar, hun døde, da jeg var 5.

Noget af det første jeg erindrer, var da hun kunne gå hen at flytte Køer, og med Strikkehosen i haanden og Garnnøglen under armen, og Mille og jeg var med, saa var der en til at passe os.

Da hun blev alvorlig syg, laa hun mest i sin Seng. Var ogsaa paa Rigshospitalet. Den dag hun kom hjem derfra i Ambulance, var vi små de første der blev løftet op i Bilen, for at få det første kys.

I ca. 2 aar var hun mest i Sengen, der kom mange at se til hende.

Naar Præsten kom, blev et lille bord sat ind til hendes seng, den blev pyntet med hvid dug, Messingstager, Lysene tændt, så blev hun taget til Alters, og de børn der var hjemme var med., Mille og jeg var i vores pæne Kjoler og så til, det var altid en højtidelig Stund.

Der var en Præst mere i sognet, han kom også tit, var altid kørende i en Gig, han var god til at sætte humør i vor Mor, ja i os alle, blev tit og spiste til aften med os, fik en stor Cigar, havde en saks til at klippe spidsen af med, en aften løb han rundt om bordet efter mig, han ville ta’ min næse, så kravlede jeg ind under Bordet og raabte, du kan ta’ Esthers, den er saa fregnet, løjer var der med i det.

Lægen kom ogsaa tit, men saa blev døren lukket til Soveværelset.

Mange af vores flinke Nabokoner kom tit med lidt ekstra godt til vor Mor, Duesteg, Suppe m.m.

Saa kan I tro, der var to inde hos Mor, der faldt altid lidt ekstra af til os.

Der er mange smaa Episoder, men det bliver for langt, vores Mor kunne le saa hjerteligt trods hendes sygdom, hvis vi to smaa havde oplevet noget, vi syntes var sjov, var vi inde at fortælle det, og det satte ogsaa hendes humør op.

Saa kommer vi til den sidste aften jeg kan huske, alle Mor og Fars søskende var samlet, alle børn hjemme, det blev en streng aften, de græd alle, Mille og jeg forstod ikke rigtig, hvad der skete, men da de alle græd, skulle vi jo ogsaa, vi tog hinanden i hånden, og satte os over på Fars Seng, og saa græd vi ogsaa.

Der blev sat et spejl til hendes Mund, og da hun ikke aandede mere, ja, saa var vor Mor død.

Jeg fik lov at ta’ Mors Guldring af, da hun var død.

Ja, det var en trist begyndelse, men det er, som jeg husker det.

Begravelsen foregik jo som dengang. Der blev lavet et Rum i Laden af Lagner, Bord med Lys, og da det var den 23. dec., blev der sat to Juletræer ud til Kisten, de var pyntet med hvide lys og Vattotter.

Der kom mange til Begravelsen, stor sorg i hele sognet, døde fra mand og børn, 44 aar.

Hvordan tiden efter dette, var for min Far husker jeg ikke, men de sagde, godt han har de to smaa.

Vore store søstre tog sig af det der skulle ske, vi fik Faster Grete til Husbestyrerinde i 6 aar, saa var hun væk en tid, jeg ved ikke, hvor hun var, men hun kom hjem igen i 6 aar, de store skulle jo ud at lære noget, og på Højskole, vi var glade for Faster, hun var god ved os.

Vi kom jo i skole, da den tid var, først mig, saa Mille aaret efter. Vi var ikke nogen af de klogeste, men det gik da ret godt, jeg var glad for Bibelhistorie, Danmarkshistorie, og særlig Geografi, Regning kneb det lidt med, men jeg var da på 1.ste hold, vi var delt.

Jeg eller vi, det er Mille og mig, var ogsaa paa Sommerferie, ligesom I var, men vi havde jo ingen Mormor, men derimod et par rare ugifte Mostre, der var Husbestyrerinder paa store gaarde.

Nu ta’r jeg Moster Ane først, hun var paa en stor gaard vest for Varde, Ejeren var Direktør i Sparekassen, om han har været gift, ved jeg ikke, det var en gammel gaard, husker ikke noget om indretningen af huset, men efter den tid flot. Moster var hos ham over 25 aar, han solgte gaarden, købte et stort hus i Varde med to lejligheder, den store boede de i, i den anden var der en ældre dame.

Sørensen, som Manden hed, skulle helst ha’ Moster om sig, saa kom han, hvis hun var ude af syne, ”er Ane her”. Moster var en stout dame, jeg var somme tider ude at gøre rent for hende. vi var tit i Kirke om Søndagen, det skulle gaa anstændigt til. Jeg skulle ta’ hende under armen, Sørensen gik foran. Hun var god til at lave Mad. Huset skænkede Sørensen til K.F.U.K. Moster maatte bo i den lejlighed, der var mindst, Sørensen døde først, der er mange flere minder om den tid.

Men I skal høre om den anden Moster ogsaa.

Ja, dette bliver saa om vores ferier hos Moster Mie, det var ogsaa paa en gammel gaard ved Varde, det var meget ejendommeligt, Kælder under det meste af huset, Stengulve over det hele, men vi syntes det var rart at være der, dengang var der jo ikke saa meget med ferier, saa det var stort, at der var nogle, der ville ha’ os.

Inden jeg begynder på alle de pladser jeg tjente i, vil jeg fortælle lidt om, hvordan vi havde det hjemme, Vinteren gik med Skolen, vi havde langt at gaa. Om sommeren maatte vi hjælpe, hvor vi kunne, en Spand i haanden, og ud at samle sten, lærte at malke, da jeg var ni aar, og ellers hvad vi kunne lave.

Om aftenen, når vi var klædt om, og i rent tøj, satte Maja sig til Orglet, og Mille og jeg sang, det var ”syng dig glad”, vi holdt saa meget af den.

Og saa var der Solnedgangen, den var vi ude at se hver aften, naar den var der. Vor Far cyklede op til Byen, der var en Kroketplads, hvor de var fire Mand, der spillede, den af Brødrene, der var hjemme, skulle til Fodbold, det var de meget interesseret i begge to, saa vi var alle optaget af noget, vi kedede os ikke.

Ja, der er mere endnu, om vores ferier.

Faster Karen og Morbror Poul boede ikke langt fra mit hjem, de solgte Gaarden og flyttede til Gejsing, nær Andst, vi savnede dem, men vi, Mille og jeg var blevet saa store, at vi selv kunne rejse derned, der gik Tog fra Skovlund og til Gjesten, og der holdt Morbror Poul med sin Jumbe, jeg tror det var ligesaa skøn for ham at hente os der, som det var for Bedstefar at hente jer i Struer. Da I blev saa store, at I selv kom i Bil, sagde han, a savner nu de ture til Struer.

Naa men lidt om ferien igen, vi var glade for at være der, der var Eva jo, det er Knud Mølbys Mor. Faster Karen var hende, der syede vores Kjoler, da vi var smaa, hun var en meget dygtig Kone, ud at malke, og altid i sving.

Vi var med Eva ude at besøge Nabokonerne, der var en, saa vidt jeg husker, var hun Fars Kusine. Nu er det en Sønnesøn der har gaarden.

Eva og Hanne ser jeg jævnligt, paa søndag kommer de til Nissum, da skal jeg være sammen med dem, Hanne er 90 og Eva over 80, saa vi er bleven nogle gamle piger.

Så blev jeg konfirmeret i 25, var hjemme den sommer, kom saa ud at tjene.

Hjemme fra.

1. Nov. 25 kom jeg saa ud at tjene, det glædede jeg mig til, troede det var det helt rette. Kom til Andst hos Fars Fætter og Kone, de havde en søn, 1 aar ældre end jeg, de var ogsaa flinke, og tog mig med, hvor de kunne. de var missionske, saa vi skulle jo til alle de møder der var, men jeg blev da fri somme tider. Den sommer var jeg med på en Lejrskole, det var i Hejlsminde ude ved Lillebælt, det var en skøn uge, vi hjalp med at lave Mad og vaske op, om aftenen stod vi ude paa Skrænten og saa Solnedgang.

Men ellers var det et sted som alle andre på landet, meget at bestille, hjemme var Jorden let og nem, men dernede som Cement, haven var streng at arbejde i, men det skulle gøres. Jeg regnede med, at skulle lære en hel masse, det gjorde jeg maaske ogsaa, men der var ting, som jeg syntes var forkert. Jeg skulle jo stryge, fik Besked på at lægge det ind paa Kommoden, så skulle Ane nok selv lægge det paa plads, men der blev det liggende til der var tom, det syntes jeg var meget forkert, jeg var da trods mine 14 aar, vant til at lægge det i en skuffe, det var maaske smaating, men jeg husker det. Knud Mølbys Bedsteforældre boede tæt ved, saa der var jeg ude, naar jeg var fri.

Hjemme igen.

Efter et aar i Andst kom jeg hjem til Nov., men efterhaanden, som tiden var gaaet, var mine store Søskende blevet forlovet. Maja og Niels skulle ha’ Bryllup den 25. Nov. Jeg maatte jo saa om at være Husholder for Niels, det klarede jeg ret godt, blev hos dem en tid, til Marts købte Jens Mølbygaard, der kom Moster Mie og jeg ned, Stinne og Jens blev gift den 9. Nov. Moster rejste jo, men jeg blev der i tre aar, saa var Mille blevet 17 aar, nu ville hun ud at tjene, og jeg kom hjem 18 aar gammel. Det gik ogsaa ret godt, vor Far var god til at hjælpe.

Hvis vi slagtede en gris, var det ham, der lærte mig at partere den, da skulle det hele jo i Saltkarret, saa der skulle koges saltlage til, naar det var koldt, kom det parterede kød deri, Medisterpølse lavede han ogsaa, og Sylte m.m. Da jeg var 20 aar, kom jeg ud igen, men det var jo ogsaa paa landet, Far ville ikke ha’ os til byen. Saa det var næsten det samme de forskellige steder jeg var, op at malke om Morgenen og ellers deltage i alt, men var dog med til Gymnastik, Folkedans og Ungdomsforeninger, var ogsaa til Bal, det var meget imod Fars vilje, Mille kom til Tistrup at tjene, der traf hun sin Kristian, saa var hun afsat.

Den sidste Plads jeg fik paa landet, var hos en gammel mand, to sønner derhjemme, der var jeg ene om det, men de var meget flinke, den gamle Thomas skulle ha’ sin Kaffe paa sengen om Morgenen, helst før sønnerne kom ind til davre, og ellers kunne jeg raade mig selv, lave Mad og ordne huset, som jeg ville, var med til Gymnastik og Sangkor.

Naboerne saa vi ikke meget til, saa en dag siger jeg, synes I ikke, vi skulle ha’ naboerne til en kop Kaffe en aften, jo det kunne da godt være, men det var jo mig der skulle ordne det, ja, men det kan jeg nok klare, jeg fik huset i orden og fik bagt en hel masse, det skulle der jo til dengang, vi havde en hyggelig aften, de sagde tak fordi jeg ville gøre det.

En dag jeg kom op paa loftet, stod der to store sække med uldgarn, graa og hvid, det havde de faaet lavet, men der var jo ingen til at lave sokkerne, jeg sagde, det ville jeg da gerne gøre, de troede jo ikke en pige paa 24 aar kunne strikke, men jeg fik gang i pindene, og der blev sokker til 5, der var to sønner mere, den ene havde en gaard, og den anden var hos ham.

Saa kom Moster Dette en dag, og det var hende der fik mig snakket for at ta’ til Borupgaard.

Lis og Dette havde været på Højskole sammen, og nu manglede hun en dygtig Pige.

Ud at se lidt, som jeg ikke var vant til.

Borupgaard.

Far var meget ked af, at jeg ville til Borupgaard, men nu skulle det være, jeg var gammel nok til at rejse ud, der var en Veninde med, hun fik Plads ikke saa langt derfra, vi fik mange formaninger, naar vi kom til København, skulle vi passe paa, vi havde lovet at sende et Kort, naar vi kom til Kbh., vi havde ikke mere end sat os, saa kom der et par Mandfolk, de kunne nok se, hvad vi var for et par, vi gik bare hen og satte os paa en anden bænk, saa var vi fri for dem, fandt toget der gik til Snekkersten, og der stod Lis Urup og tog imod. Og da vi gik op til forvalterboligen, stod alle de unge Mænd i Vinduerne, de var spændt på de to piger, men som de sagde, da vi blev lidt kendt, vi fik vel nok hovedet væk, da vi saa hvordan I saa ud. Naa det var løjer, for de tog godt imod os, de var Jyder de fleste af dem.

Det var en omvæltning for mig, der var ca. 10 Karle, det skiftede lidt, da der engang imellem kom et par elever, der skulle lære Landbrug. Der skulle laves meget Mad, og da Lis ikke var oplært i det, hun var nede fra Byen, fik jeg noget at se til, vi havde en ung pige om formiddagen, men det gik ikke ret længe, hun og Lis kunne ikke arbejde sammen, saa hun rejste.

Vi fik en af Malkekonerne til at holde Elevernes værelser, der var over 100 Køer, saa der skulle mange til at malke, der var ingen maskiner den gang.

Det var et stort hus, men Lis tog sin del, Maden var det mest mig der lavede, fik først mine ordrer. Jeg var fæstet saadan, at hvis jeg kunne lave Mad, skulle jeg ha’ 50 kr. i md., ellers 45, den 1.ste kaldte Søren Urup på mig, gav mig 50 kr., jeg har ingen 5 kr. med sagde jeg, jamen du kan jo godt lave Mad, saa du skal ha’ 50, det var lønnen den gang. Karlene spiste i Folkestuen, vi andre tre i Køkkenet. Om aftenen, naar alle var klædt om, spiste vi alle i Spisestuen, der var et stort rundt bord, saa gik snakken hyggeligt, der var ingen forskel paa Værtsparret og vi andre, Søren Urup var jo hernede fra Sandholm, men hans Mor og Far boede nu oppe i et hus her i Byen. engang hen paa sommeren ville de en tur til Nissum, saa ville Lis ha’ en af Malkekonerne til at hjælpe mig, men jeg sagde nej, det skulle jeg nok selv klare, det gik ogsaa godt, da de kom hjem, fik jeg 10 kr., dem købte jeg en Kuffert for, og den staar i Silkeborg nu, den var Sangskjuler til en fødselsdag, den er fra 1935.

Det var en dejlig Sommer, der var ingen have, men stor Gartneri til Godset, saa vi kunne bare ringe, saa kom Gartneren med det vi skulle bruge. Lis var god til at ta’ mig med paa en Cykletur, Karlene fik Kaffe Kl. 1, saa havde vi hele eftermiddagen, vi kørte saa rundt, jeg fik meget at se. En dag kom Lis og Søren, de syntes vi skulle en tur til Kullen, alle mand. Lis sørgede for, at vi fik en stor Madkasse med, vi var der alle Karle og mig, hvordan vi kom derop, husker jeg ikke, men vi skulle da sejle over Øresund, det var alle tiders tur.

En dag kom Lis og Søren ud i køkkenet til mig, Signe, kan du henkoge, ja, det har jeg da prøvet før, men jeg garanterer da ikke for noget, ja, saa vil vi købe Gryde og Glas, saa prøver vi, det var Stikkelsbær i første omgang, og dem kom Gartneren med. Jeg var meget spændt, men jeg klarede den, og alle Glassene holdt, saa blev det jo til Urter m.m. senere.

En dag jeg kom ned, havde været oppe at klæde om, stod Lis neden for trappen, saa lidt streng ud, sagde, nu maa du ta’ dig sammen, hvad har jeg da gjort, vi havde hvidskuret bord i Køkkenet, jeg troede det var den, der ikke var i orden, det satte hun megen pris paa.

Der er kommen en ung Mand, den dygtigste Forkarl min Mand har haft, det er lige noget for dig, naa, ikke andet var mit svar, nu vil jeg da først se ham, vi fik lavet Kaffe, og jeg var jo med ved Bordet, da vi kom ud i Køkkenet, sagde hun, hvad siger du nu, det var saa Kristian, i Ridebukser og lange Støvler, det var det værste jeg kunne se, nej saadan en Drenge – vil jeg ikke ha’, det var mit første møde med ham, det blev ikke det sidste.

Kristian fik Plads paa en stor Gaard i Rungsted, han kom jo jævnligt paa besøg, var inviteret til Høstfesten, og saa var det sket med vi to, det var midt sommer.

Til Nov. fik jeg Plads i Klampenborg, min far ville ha’ mig hjem, men nu ville jeg se København, da jeg var derovre. Ville lære finere Madlavning, men der blev jeg skuffet, var glad for at være der, ældre folk, han havde været Dr. i Hillerød, de havde en datter, d.v.s. en Plejedatter, men en vældig sød Pige. Dr.s gamle Mor boede der ogsaa, jeg var der et aar. Havde gode veninder, vi samledes i Grundtvigshus hver Onsdag, da havde vi Fridag. Min far besøgte mig, hilste paa Fruen, han var med paa Borupgaard ogsaa, syntes godt om det hele.

Lidt af hvert af tiden i Nissumgaard fra 37 til 86.

1. Juli rejste Kristian hjem og købte Nisssumgaard, han var da kommen til Borupgaard igen, Søren manglede en Karl, og saa tog Kr. derop igen. Han rejste hjem til Nov. og overtog gaarden, jeg rejste hjem til Mølbygaard, nu skulle jeg til at ha’ syet mit Udstyr, Kr. kom og besøgte mig, og jeg var heroppe, vi bestemte Brylluppet til 16. Maj 37.

Men der skete ogsaa noget sørgeligt, min far blev syg, kom paa Sygehuset 1.ste Marts, og i April fik Stinne og Hans deres første barn, men saa fik Stinne Barselsfeber, noget som ikke maatte ske den gang, hun kom paa Varde Sygehus. Der stod vi midt i alle Forberedelser, men far sagde, selvfølgelig skal I holde Bryllup, jeg kommer op til jer, naar jeg bliver rask, Stinne blev rask, men Far gik det til den forkerte side med. Kr.s Mor og Søster havde faaet lejlighed i Lemvig 1.ste Maj, men saa tog Hilma op og var hos Kr. i de 14 dage, vi haabede stadig paa, at Far blev bedre, men to dage før Brylluppet, fik vi den besked fra Sygehuset, at to dage, saa var det forbi, men da alt var klar, maatte vi holde fest, vi var oppe at sige Farvel til ham, da vi var blevet gift, og den 18. Maj døde Far, saa lørdag efter maatte vi hjem til Begravelse. Det var en trist begyndelse paa vort Ægteskab. 16. Maj 1937.

Nissumgaard.

Vi skulle jo saa til at indstille os paa, at vi var Mand og Kone, vi havde tre Karle og en ung Pige, der var ogsaa meget at bestille, men vi var jo vant til det.

Jeg ville gerne ha’ mine Søskende med Børn paa Besøg, vi fik saa aftalt en dag i Juli, de kom i en stor Bus, da de kom til Lemvig, siger Jens, vi burde ta’ Karen og Stinne med derud, men hvor de boede vidste de ikke, Jens gik til Politiet og fik deres adr. Jens gik op til dem, om de ville med til Nissumgaard, det var de meget rørt over, at han kunne komme i tanker om det. Da de kom paa ”Bakken” og saa udsigten ned over Gaarden og Fjorden, begyndte de alle paa en gang at synge, der er et yndigt Land, saa gav Karen sig til at græde, det havde hun ikke ventet, men det var Glædestårer, det var en smuk og klar Julidag, hvor de kunne se til Thy.

Min familie var flinke til at besøge os, og vi var da ogsaa hjemme, naar tid var til det.

I kan tro det var en Omvæltning, at komme herop, fuldstændig ukendt det hele, men som tiden gik, kom jeg ret hurtig til at kende Naboer m.m. Var fri for at gaa i marken altid, hjalp lidt til med at malke, det var der ellers Karle til, havde en ung Pige paa 15 år, der var jo ogsaa et stort hus.

Efter 2 aars forløb fik vi Karen, saa var jeg jo godt optaget, den dag hun skulle døbes, var Ingrid og Viggo lige blevet gift, de skulle med som Faddere, dengang var det skik, at Manden gik i Kirken kl. 10, og saa kom vi med Barnet kl. 11. Viggo og Kristian var jo i deres nye Bryllupsklæder, og da Præsten begyndte sin Prædiken med at sige, det er jo Gud ske lov ikke Klæderne det kommer an paa, blev Viggo saa gal, at han var lige ved at forlade Kirken, der sad de i deres pæne Stads, da Prædikenen var forbi, skulle V. og Kr. hente os ude i Vaabenhuset, vi kom jo ind med barnet, det var et pænt syn, Ingrid og jeg var i vores Brudekjoler, en Kone har siden sagt, at hun aldrig havde set saa kønt et syn, som de to unge Koner i Nr. Nissum Kirke, det var vi jo stolte af, da vi hørte det.

Naa, det blev jo ikke sidste gang, Marie fik vi 10½ md. efter, og da det var lige før 9. April, var vi spændt paa, hvad der ville ske, vi ville ha’ hende døbt saa hurtig som muligt, men der var ingen af familien der turde rejse ud, saa ringede vi til Signe og Niels i Lamborg, de sagde glad ja til at staa Faddere, de kunde jo cykle herom, saa havde jeg jo pludselig to smaa piger, det gik min tid med, der var mange, der troede, at de var Tvillinger.

Da de blev saa store, at de kom ud at lege, stod de pludselig en dag alene nede paa Marken, det kunne jeg ikke ta’, saa fik vi en Barnepige, saa var jeg mere rolig, de var altid klædt ens paa, Faster Anna og Faster Stinne sendte fine Kjoler til dem. Deres Bedstemor lærte de ikke rigtig at kende, hun blev begravet, den dag Karen blev 2 aar.

I August 42 fik vi Knud, nu begyndte flokken at formere sig, da de andres Faddere er nævnt, maa jeg hellere faa det med her ogsaa, det var Stinne og Morbror Jens fra Mølbygaard. Knud var jo en dreng, hvor der helst skulle ske noget, ca. 2 aar, saa kom han ind kl. 5, nu vel a i min seng, fik en god Foder, og saa sov han, men om morgenen sad han i vinduet og ville ud.

Der er mange sjove episoder om jer alle, men det kniber at huske dem, en aften Knud skulle i seng, sang jeg for ham, ”nu folder jeg haand og tanke og stænger al verden ud,” saa siger han, Mor, du skal ogsaa luk æ Vinner, han fulgte da med i det.

Ja, saa ventede vi een til, det blev ogsaa en Pige, denne gang var det Else.

Da var Marie saa stor, at hun kunne ordne Else, det var en stor hjælp for mig.

Elses Fadder blev Faster Anna og Lars, det var da godt vi fik en flok, saa blev det da til nogle ture hjem paa besøg i Nissumgaard.

Knud var 4 aar ældre end Else, saa naar Knud gik ud med Else, vidste jeg, hun var i gode Hænder.

Else kom tit hjem med gode bemærkninger fra Skolen. Hans, fhv. Kontrolassistent, fortalte mig en Historie forleden, han var jo hos os engang imellem, en Morgen i April, Solen skinnede, fint vejr, Else skulle i Skole, kom med hvide Ankelsokker paa, da protesterede Mor, du gaar ikke i Skole med de sokker paa, du bliver syg, men det ville hun, saa kom Far ind, og han holdt med mig, hun gik da ind og skiftede, men da hun kom hen til døren, vendte hun sig om og sagde, naar a kommer op te æ Landvej, saa skifter a.

Else tog ogsaa sin tørn hvad uddannelse angaar. rejste tidlig ud i Verden, hvor hun oplevede meget.

Saa gik der 5 aar, da kom der igen en Pige, det var Margrethe, hendes Faddere var Moster Mille og Kristian, nu har jeg dem vist med alle. Der var stor Glæde, da hun kom til Verden før tiden, syntes vi nok, at nu kunne det slaa til. Da de store piger kom fra Skole, var det første de sagde, må vi ikke ringe efter, ja, baade den ene og den anden, nu skulle den lille vises frem, men jeg bad om at faa ro den 1.ste dag, Knud sagde, at han kunne ikke ha’ været mere glad, hvis det havde været en dreng, meningen forstod jeg godt.

Margrethe klarede sig godt i den store flok, og i Skolen ligesaa da den tid kom, hun havde mange smaa historier at fortælle, naar hun kom hjem. Ja, nu har jeg saa skrevet lidt om jer alle.

Men I voksede hurtig til, og saa blev det til med Konfirmationer, Karen og Marie , det var samme dag, da I var saa nær paa hinanden. Men der blev jo tre igen.

I kom ikke ud at tjene, som jeg gjorde, i hvert fald ikke i flere aar, men fortsatte med at læse baade til det ene og det andet, I var flinke og klarede eksaminer godt. Knud kom paa Landbrugsskole og ellers ud at lave lidt her og der.

Nu vil jeg ikke skrive mere om jer.

Nu har jeg fortalt saa meget om mig selv, alle de aar jeg tjente.

Jeg vil fortælle lidt om tiden, da jeg kom herop. Alt er forandret, der var mange Dyr, 25 Køer og Ungkreaturer og Grise, men vi havde en fodermester. Jeg tror det var den 1.ste Sommer jeg var her, vi havde alle slidt i Høsten hele dagen, da vi kom ind at spise, gik Kristian til tlf. og bestilte Maskinhandleren, jeg tænkte, hvad skal der nu ske, jo, kan du ikke komme herud i morgen, jeg vil ha’ en Malkemaskine, det er ikke til at slide hele dagen, og saa hjem at malke. Manden kom og de blev endelig enige, det sidste der afgjorde det, var en Kurv æg. Derefter kunne én Mand klare malkningen, i kan tro der blev noget at tale om i Sognet, men en lettelse for os alle. Nogle aar efter fik vi Traktor, og i 48 Bil.

Et aar i Høsten, Kr. og mig var i laden, da den var næsten fyldt til sidste Neg, sagde jeg, hvis vi får stakke i aar, skal vi saa ikke ha’ et Spisegilde, jo, det kunne vi da godt, det blev til flere Stakke uden for, det var en god Avl. Da vi var ovre høsten, fik jeg travlt inde, vi slagtede m.m., og vi havde ca. 50 gæster i to aftener.

Det gik hen imod den tid, hvor vi skulle ha’ Sølvbryllup, tror det var 61 – 62, det kniber lidt med at huske aarstallene, men da vi blev gift i 37, må det nok passe. Stor fest, Telt i Gaarden, 148 Gæster, slagtede Fedekalven, 2 Grise, havde god hjælp i Køkkenet, Venner og Naboer kom aftenen før, rejste Æresport og pyntede telt, der var 53 til Aftenkaffe. Om Morgenen kom der ogsaa 50 til Kaffe.

Om Morgenen, jeg kan ikke sige, vi blev vækket, vi var oppe, men Musik og Sang, det var hyggeligt, da vi skulle gaa til bords kl. 6, begyndte det at regne, men vi havde en skøn fest, Børnene gav os en Rejse til Østrig, det var flot og en god tur.

Pigerne havde selv faaet Leif til at hjælpe dem, saa de var i gode hænder.

Saa begyndte Bryllupperne, en i 62, nr. 2 i 63, nr. 3 i 68, nr, 4 i 72.

Der kom ret hurtig Børnebørn, som vi med tiden ret ofte havde hjemme hos os, det var skønne dage, når de kom, og tit var deres Forældre paa Ferie, saa var vi ene med dem, der kom efterhaanden elleve, og det er jo jer, jeg har prøvet at fortælle lidt om mit og vort liv, vi blev jo da to. Ja, der er da nogle af jer, der ogsaa har haft Sølvbryllup, saa I vinder ogsaa hen paa alderen, saa i tilgiver nok fejlene med mere. Jeg er dog 86 aar nu.

De sidste 7 år vi var i Nissumgaard, havde vi lejet Jorden ud, Knud var blevet gift, købt Gaard, og vi to gamle kunne selv ikke klare den længere, saa vi kunne saa være hjemmefra. En dag kom Grethe og Henning, I kan sagtens, sagde Kr., ta’ paa Ferie, vi havde nogle Grise, saa vi var lidt bundet af dem, det skulle I lige ha’ sagt, sagde Henning, vi kunne ha’ passet dem, men nu skal vi til at arbejde i Morgen, men næste aar kommer vi, og det gjorde de saa, vi kørte til Sverige og Norge, havde telt med, eller lejede en Hytte, saa vi havde en god ferie. da vi kom hjem, var Henning der ikke, nej, han staar ude i Stalden med sit Fotoapparat, der var en So der skulle ha’ grise, og det ville han overvære, men det varede et par dage, før der skete noget. Flere aar i træk, kom der andre, og tog sig af det hele. Else med sine veninder, saa de var tit et helt Selskab, men de nød at være der, og de kunne ogsaa passe grisene, vi benyttede os af det, når der var nogen der tilbød sig.

Her har altid været mange gæster. Børnene kom med deres venner fra baade nær og fjern.

Det sidste halve aar, vi var paa Gaarden, var Kristian ikke saa rask, var et par gange paa Sygehuset, men vi troede ikke, det var noget alvorligt, naar han var hjemme, mærkede vi intet paa ham, men han har maaske villet skjule det for os. Saa hen paa Sommeren blev han indlagt igen, var der 14 dage, saa skulle han hjem, det naaede han ikke, jeg blev pludselig kaldt derned, og saa var han død inden en time. I var jo alle saa store, at I husker det hele. Han fik en pæn Begravelse, der var mange venner og familie med. (19. juli 86).

Det jeg har skrevet begyndte med min Mors død, og nu må jeg slutte med Kristians.

Det var meget svært, nu var jeg ene om det, men heldigvis havde jeg mine Børn og Børnebørn.

Jeg kunne ikke tænke mig, at være ene i Gaarden, men en dag fik jeg tilbud paa et hus her i Byen, det blev ret hurtig gjort i stand, og den 6. Sept. 86 flyttede jeg herop, og jeg er glad for at bo lige midt i Byen, nær til Købmand m.m. nu haaber jeg, at mine Børnebørn er tilfreds med det jeg har skrevet.

Mormor, Bedstemor.