Kirstine Andersen, Otterup.
Ved Pastor Hanne Wilian Hoffbeck.
Et liv er endt, forleden døde Kirstine Andersen 65 år gammel. Kirstine døde efter lang tids svær sygdom, kræften tog livet af hende. Hun døde afmattet af sygdom hjemme.
Den sidste lange tid boede hun alene med en af sine 5 drenge, Anders. Han passede sin mor med stor ømhed og omsorg, ved jeg, og alle de andre, børn, svigerbørn og børnebørn, osse søskende og bekendte var omkring hende tit og ofte. Det var Kirstines glæde.
Kirstine var sygeplejerske, arbejdede som skolesygeplejerske i Otterup mange år, hun nåede at have 25 års jubilæum, før hun holdt i 1993. hun var, ved jeg af omtale, meget vellidt og respekteret. Kirstine var fuld af interesse og varme i forhold til “sine” børn, ikke blot de egne, osse andres. Hun var en beskeden, samvittighedsfuld og loyal medarbejder, der kæmpede for de børn hun mødte i sit arbejde - fortalte en af hendes foresatte mig - og sagde han, hun kunne være markant i sine synspunkter - havde sine meningers mod.
Kirstine arbejdede ikke blot som sygeplejerske - når hun kom hjem fra skolen gik hun mange år direkte over på værkstedet. Her hjalp hun til og passede bl.a. regnskabet i Johannes’ virksomhed.
Som jeg oplevede Kirstine; nogle samtaler den sidste tid, og som I har fortalt mig, har jeres mor, Lars, Jens, Niels, Anders og Ole, jeg tror jeres mor har været en meget stærk - og - en meget kærlig kvinde.
Jeg tror hun evnede det sjældne: at give sig, sig selv, ind imellem så meget at vi siger, hun ofrede sig.
Det sjældne er, at hun kunne det, uden at blive bitter. For jeres familieliv var ikke altid let - i perioder vanskeligt bl.a. p. gr. af den økonomi, der måtte være præget af at måtte opleve Johannes’ afmagt overfor industrialiseringens velsignelser indenfor konfektions-branchen.
Det må, kan man forestille sig, i perioder have gjort livet svært, osse for Kirstine. Og hun klarede det. Hun klarede at være til rådighed med varme, omsorg og virksomme hænder - som een af sønnerne sagde: “Far arbejdede 20 timer, mor 24 timer i døgnet”. Det tog på hende - Kirstine afslørede for et par år siden, at hun led af kræft og havde gjort det længe. Hun ville helst bære den byrde alene - ikke ligge til byrde.
Kirstine søgte og ville retfærdighed - deltagerne i juleaftensmåltidet fik hver en mandel-gave - Kirstine gjorde hvad hun kunne for at rette op på virkelighedens ubalance og skævhed.
Hun brugte sit liv i kærlighedens tjeneste - og - hun var glad ved det - børn, sidst børne-børnene var en livskilde - om en af dem sagde hun sidste gang jeg talte med hende: “Hun er så nysgerrig og videbegærlig - og så smilede Kirstine.
Kirstine har givet meget og fået meget i sit forhold til børn.
Til sidst talte vi sammen om at dø.
Kirstine var fuld af omsorg, forståelse, kærlighed og tilgivelse overfor sin familie - hele sin familie. Hun sagde om sine drenge -” Nu kan de passe sig selv” - hun vidste, at I har kræfter og ressourcer til at være alene.
Jeg tror hun følte sin opgave som mor og hustru ført til en slutning - hun turde give slip og gav sig derfor lov til at dø.
Alle I der har kendt og levet med Kirstine har fået del i hendes varme, omsorg, venskab, kærlighed og styrke.
Nu er hun ikke mere mellem os, og I vil alle, børn, svigerbørn, børnebørn, søskende, familie og bekendte føle et savn - deraf sorgen, der er kærlighed, der ikke mere kan finde udtryk og plads som den plejer.
Der vil komme dage fulde af tomhed - længsel, måske skyld. Den skyld ville Kirstine ikke - hun gav og tilgav - for at andre skulle modtage og give roligheden videre. Det er nu jeres opgave - hun var og vil altid være en del af jer.
Kirstine satte sig dybe spor i jeres liv - hun ønskede af hele sit hjerte, at I må have fået livsmod og styrke til med tro og håb at leve livet videre i kærlighedens tjeneste.
Kirstine talte ikke om sin tro på Gud. Kirstine levede et liv i tjeneste for andre. Det gøres kun ud af tro, i håb og med kærligheden i ryggen. Guds kærlighed. Deraf fik hun sin styrke som den får, der tør leve trofast i tillid og til kærlighed.
Det er ikke let - det er til tider umuligt og dog er det det, vi fødes til, og det eventuelt er værd at sætte livet ind på.
Og alle godkendes vi som børn af kærligheden selv i dåben.
Alle og enhver, uanset - alle som een gives vi at modta’ livet og kærligheden, der er - er for den der tør se, høre og modtage den. “Frygt ikke - tro kun, sagde kærligheden selv, tømrer-svenden, der sejrede over døden med sin kærlighed, for 2000 år siden.
Alle tager gud til sig i sin nådige, uforskyldte omsorg, med en tilgivelse, der rækker til alle fejl og mangler - og ingen er vi fuldkomne. Ingen, vi kan kun tro, håbe og kæmpe for kærligheden.
Vores opgave er det at modtage livet og kærligheden, elske gud, kærlighedens kilde og kraft - sætte den højest på vores dages orden. Og dernæst - at elske næsten som os selv - det betyder enhver, og det betyder at ville hinanden det godt - alle som een, ville hinanden det godt.
Et sådant kristent liv levede Kirstine. Hun evnede at modtage livet med dets sorger og glæder, modtage det som gave at leve. Hun kendte Gud i naturen og i børnenes smil - deraf levede hun og gav gavmildt videre til andre, smil, varme og tilgivelse.
Kirstine havde et råd til sine børn - “Vær åbne, tal ud og vær ikke efter hinanden”.
Inger Christensen har sagt det sådan:
Kirstine var som alle døbte Gudsbørn modtaget og godkendt af Gud i kærlighed til nåde og fred. Derfor kan vi i dag trygt forsat lade Gud tage vare på hende.
Gud være med hendes støv og med Jer hendes efterladte og elskede.
AMEN